Weekender
Weekenden er en fed tid! Der er plads til at slappe af, hygge og hænge ud med vennerne.
Weekenden er altid en hyggelig tid på skolen. Der er mulighed for at slappe af, få sovet ud og hænge ud med vennerne. I løbet af ugen skriver du dig på weekendlisten.
Sammen med lærerne er du med til at arrangere et fedt weekendprogram eller også er der et tema på – det kan være alt fra bryllupsweekend til star wars marathon, eller måske arrangerer I lip sync battle, nerf gun krig eller en stor høvdingeboldturnering. Der er selvfølgelig også mulighed for at se film i vores ”hjemmebiograf” i multisalen, spille lidt pool, måske sove lidt og chille med vennerne.
Der findes også forlængede weekender hvor vi tager hjem og får hvilet ud og måske får klaret et tandlægebesøg. Her får du fri allerede torsdag eftermiddag og skal være tilbage igen søndag. Det kan også være fra fredag til mandag.
Weekendbus
Hver fredag vil der køre en bus fra Skrødstrup Efterskole til Hobro banegård, med mulighed for at stige af ved busstationen. Søndag aften vil der igen køre en bus fra banegården til Skrødstrup Efterskole. Hver tur koster pt. 30 kr. Det er da nemt, ikke?!
Familiegrupper
Familiegruppen er din base i hele dit år på Skrødstrup. I bor på værelser tæt på hinanden og laver mange ting sammen i hverdagen. I de første måneder af året er der ekstra meget fokus på at lære hinanden at kende, og her er familiegruppen også dit omdrejningspunkt, både på skolen og når vi tager på introtur og til Rønbjerg Feriecenter og laver sjove ting sammen.
I familiegruppen har du også en familielærer, som lærer dig ekstra godt at kende, og som gerne vil hjælpe dig med at få et super godt år. Det er også familielæreren, der har den primære skole-hjem kontakt til dine forældre.
Hver uge har vi en familiegruppesamling, hvor der kan være et tema på eller måske en konkurrence mod en anden familiegruppe – og det er også familiegruppen du gør rent sammen med og planlægger fællesarrangementer og weekender for resten af skolen med.
Familiegruppen består af 8-10 elever fordelt mellem både 9. og 10. årgang og er den samme hele skoleåret.